« Tilbage

Jagten - C&C Outfitters

Vigsbjerg Safaris tilbyder dig muligheden for at opleve duejagt hos C&C Outfitters i Catamarca, som er kendt for at have verdens bedste duejagt. Det estimeres at bestanden i Catamarca er 3 gange større end i Cordoba, som tidligere har været et godt område til duejagt. Nastro Castro, ejer af C&C Outfitters, har igennem de seneste 10 år opbygget et særdeles velorganiseret hold af medarbejdere til duejagten, hvor service er i højsædet.

C&C Outfitters charmerende ”Estancia” ( Lodge på spansk) ligger kun 125 km fra lufthavnen i Tucuman, hvor du vil blive modtaget af en repræsentant fra C&C. Ililijan Lodge har seks dobbeltværelser, alle med eget badeværelse og kan således maksimalt indkvartere 12 gæster.

Jagtdagen starter kl. 7 med et solidt morgenmåltid. Under måltidet bliver der informeret om dagens program, lyttet til dine ønsker til jagten og derfra planlægges dagens forløb, således enhver i jagtselskabet får mulighed for at få sine forventninger opfyldt.

Efter morgenmaden, bliver jægerne transporteret i offroad biler fra gæstehuset, til dagens jagtområde. Her venter jægerens ”birdboy”, som har klargjort skjul til formiddagens 3 til 4 timers skydning. Hver jæger assisteres af sin personlige birdboy, der sørger for patroner og ladning af haglgeværet. Han er også klar med lidt koldt at drikke, hvis du trænger til en pause. Under skydningen tæller han de trufne fugle, som senere opsamles. Afhængig af årstiden, samt hvilken skydning der ønskes, kan jagten forgå i de smukke grønne bakker nær yngleområderne, på trækruterne eller ved de store solsikke og sorghum marker. Normalt skydes der kun en enkelt dag på et jagtområde, næste dag flyttes til et nyt, hvilket bidrager med variation i landskab og skydning.

Omkring middagstid, er det tid til en traditionel Argentinsk frokost, som kaldes ”asdo”. Grillet over trækul serveres det bedste Argentinske oksekød, sammen med smagsprøver af de netop nedlagte duer. Den lokale rødvin er ligeledes formidabel og siddende i skyggen af et stort træ, bliver det en uforglemmelig frokost. Hængekøjer og feltsenge er klar til en times afslapning, inden der igen startes på eftermiddagens 3 - 4 timers udfordrende skydning. Efter dagens sidste patron er affyret, er der tid til en iskold øl eller et glas champagne, imens solen går ned over den Argentinske pampas. Så er det tiden at returnere til gæstehuset, hvor din birdboy vil rense og klargøre dit haglgevær til næste jagtdag.

Efter et forfriskende bad, er der mulighed for en drink inden middagen. Aftenmåltidet er tilberedt af dejlige lokale råvarer, hvor prima udskæringer af oksekød ofte er hovedretten og suppleres fantastisk af de fremragende Argentinske rødvine. Alt efter årstiden kan man hygge sig indenfor ved pejsen, eller i den hyggelige have. Aftenen igennem er der fri bar. Efter en udfordrende dag med haglgeværet og mange gode oplevelser, er der ikke problemer med at falde i søvn. Og det bedste er, i morgen kan det hele gentages!

Duejagten kan kombineres med nogle dages andejagt, på Estancia ”Cuatro Soles” ved Parana floden. Her vil der være mulighed for at nedlægge 50 ænder pr. jæger pr. dag, i perioden 1/5 - 31/8.